»Hvor skal pengene komme fra«

I Egernførde og Jaruplund er der brug for modernisering og udvidelse. Og det er der desværre også mange andre steder.

Skærmbillede 2022-03-25 Kl . 10.13.26

Listen over skoler og dagtilbud, som har brug for modernisering, udvidelse eller nybygninger er lang. I Skoleforeningen er man opmærksom på de udfordringer, som institutionerne møder rundt omkring i Sydslesvig.
- Det har været et emne på fællesrådsmødet tirsdag aften, hvor et fællesrådsmedlem fra Jaruplund Danske Skole skildrede situationen på sin skole, og det har været emnet på forsiden af Flensborg Avis fredag, hvor folkevalgte fra Jes Kruse-Skolen beskrev udfordringerne i Egernførde, siger Skoleforeningens formand, Udo Jessen.
- Og det er jo helt rigtigt, at situationen er vanskeligt disse steder. Men det er den desværre også på 20 andre institutioner i Sydslesvig. I Tarp, Harreslev eller Husum har man det ikke anderledes end i Egernførde. Vi har et behov i forhold til moderniseringer og udvidelser, som nok bevæger sig mellem 50 og 100 millioner euro. Hvis vi ville opfylde alt, som er pædagogisk ønskværdigt, ville det ikke engang være nok. Mange ønsker går jo ud på helt nye skoler og dagtilbud, siger han og påpeger, at alene det nødvendige i Egernførde, Tarp og Harreslev kan koste op imod 50 millioner euro.
- Hvor skal pengene komme fra, spørger han.
Skoleforeningen har de samme udfordringer som det omkringliggende samfund, som også har mange forældede skolebygninger og dagtilbud. Der er institutioner, der skal renoveres, fordi myndighederne ellers truer med lukning. Det kan skyldes nye brandsikringsstandarder eller forfaldne kloaker, ledningsnet mm. Der er institutioner, der ikke kan rumme de optagne børn eller har lange ventelister, hvor altså kvadratmeterne ikke rækker længere og, hvor vi står over for at skulle afvise børn og der er institutioner som trænger til renovering, modernisering og udvidelser, så de passer til mere moderne pædagogiske tilgange.
- Men vi mangler simpelthen penge. Prisstigningen gør sit til og mangel på håndværkere hører ligeledes med til hele problemstillingen. Nogle siger måske, at Skoleforeningen lige har produceret fem millioner euro i overskud, men det er ikke engang nok til at betale lønninger i Skoleforeningen i en måned, siger Udo Jessen.
Han er ked af, at man i Egernførde tror, at der sker en nedprioritering, fordi man ligger i udkanten.
- Det kan der slet ikke være tale om. Sild eller Vimmersbøl, som er nogle af de helt store igangværende byggeprojekter ligger også i udkanten af Sydslesvig. På Sild har vi alle sammen oplevet, hvor mange ressourcer en stor helhedsløsning sluger og det er sådan en helhedsløsning, som Egernførdes styrelsesmedlem Paul Salwik efterlyser. Det kan vi ikke uden at der følger penge med udefra, siger Udo Jessen.
- I Skoleforeningens Styrelse bliver vi jævnligt præsenteret for anlægslisten og ønskerne, og derfor ved vi, at det hele er alt andet end nemt. Det er en hård prioritering, som i høj grad er afhængig af, hvilke offentlige tilskud vi kan rekvirere til det enkelte projekt, siger han.