Spil Dansk Dagen

Bak op om Spil Dansk Dagen og tilmeld jer!

Faellessang Paa Soendertorv 2
Start:
torsdag, 31.10.2013
 

Spil Dansk Dagen er musiklivets årlige festdag og afholdes hvert år på den sidste torsdag i oktober. Der er på Spil Dansk Dagen ca. 1000 musikarrangementer, fordelt over hele Danmark/Sydslesvig og andre steder.
Mange radioer – herunder DR – spiller på dagen udelukkende dansk produceret musik. Flere TV stationer bruger også dagen til at lave udsendelser specielt om den danske musik.
Alle de største toneangivende danske musik- og kulturorganisationer er hvert år med til at arrangere Spil Dansk Dagen i samarbejde med KODA.

Ligesom sidste år er Sydslesvig igen blevet udnævnt til »Spil Dansk Kommune«, og dette giver os en ramme for at støtte det lokale musikliv. Styregruppen, der består af repræsentanter fra flere sydslesvigske organisationer (Skoleforeningen, SSF, SdU, Dansk Centralbibliotek, Aktivitetshuset) samt af Kulturbüro Flensborg, vil derfor gerne opfordre jer til at tilmelde jeres skole til Spil Dansk Dagen og sætte fokus på musik torsdag, den 31. oktober 2013.

Tidsrammen samt indholdet på dagen står jer frit for, her blot et par idéer:

  • Fællessang på DR kl. 11.03 (find noder samt tekst under www.spildansk.dk/div/faellessangen)
  • Morgensang (med bedsteforældre eller andre)
  • Diverse elevoptræden
  • Koncerter
  • Vi organiserer ligesom i fjor et stort fællessangsarrangement på Søndertorv i Flensborg, og håber på lignende arrangementer rundt omkring i landsdelen.
  • Få flere gode idéer på Spil Dansk Dagens hjemmeside (www.spildansk.dk/div/ideer), og husk at kun fantasien sætter grænser!

Det eneste krav til musikken er, at den skal være skabt og produceret af danske musikere, komponister og sangskrivere (der kan dermed synges på alle verdens sprog på Spil Dansk Dagen).

Bak op om Spil Dansk Dagen og tilmeld jer til Spil Dansk Dagen - dette er en enestående mulighed for at lade Sydslesvig få omtale og PR i Danmark, idet Spil Dansk Dagen her nyder stor mediebevågenhed.

Husk at tilmeldingen skal foregå direkte på hjemmesiden (www.spildansk.dk) og til styregruppen (spildansk@sdu.de).

Deltag i konkurrencen om at vinde en skolekoncert ud på din skole - se mere her!

Mange hilsener
Styregruppen for Spil Dansk Dagen i Sydslesvig

Boris Erben, Karl Fischer, Tinne Virgils,
Thomas Frahm, Sarah Keppler, Ture Pejtersen

SdU & SSF
»SPIL DANSK«
Norderstr. 76
24939 Flensburg
spildansk@sdu.de / spildansk@syfo.de
www.syfo.de/spildansk