Frivillig 10. klasse i Sydslesvig

For elever i Danmark, som ønsker et sabbatår fra deres skolegang i Danmark og har lyst til et år som udvekslingselev syd for grænsen.

  • Hvad er ”Tag din frivillige 10. klasse i Sydslesvig” ?

Det er et tilbud til elever fra Danmark. Det er – som der står – frivilligt. Dvs. man får ikke et eksamensbevis med hjem, som man kan bruge i Danmark. Eleven gør det ud fra lysten til opleve den spændende sprog- og kulturskat der er syd for grænsen. Eleven bliver i dét år, hun er her, en del af det danske mindretal i Sydslesvig. Hun oplever en tosproget hverdag, hvor der tales tysk og dansk omkring hende hele tiden, hver dag. Og det er de personlige kompetencer på den kulturelle/sproglige konto, som eleven tager med hjem som gevinst. Det er ligesom et au-pair-år noget, der tager sig godt ud på et cv. Helt konkret går gæsteleven i en 10. klasse i Sydslesvig, bor hos en værtsfamilie og dyrker sine hobbys og nye kammeratskaber i fritiden. I weekenden kan man selvfølgelig tage hjem til Danmark, når man har lyst.

  • Hvem kan blive udvekslingselev?

Elever fra Danmark, som har lyst til et ”sabbat-år” i form af et spændende og inspirerende år som frivillig 10. klasses elev i Sydslesvig. Du vil få en kæmpe viden om Sydslesvig, det danske mindretal samt tysk sprog og kultur og styrke dine kommunikative og sociale kompetencer, hvilket vil komme dig til gode på din videre vej. Du vil komme til at bo hos en værtsfamilie, og gå på den skole, der ligger i familiens distrikt (derfor kan vi først sige, hvilken skole du kommer til at gå på, når vi ved, hvor din værtsfamilie bor). Hvis Rejsekontoret ikke kan finde en værtsfamilie til dig, kan vi tilbyde dig en ”Flensborg-Pakke”, hvor du bor på Ungdomskollegie under trygge forhold sammen med andre unge (og voksent personale) og går på Duborg-Skolen i Flensborg.

  • Hvordan bliver jeg frivillig 10. klasses elev?

Send en udførlig beskrivelse af dig selv til rejsekontoret@skoleforeningen.org. Jo mere vi ved om dig, desto bedre kan en potentiel værtsfamilie vurdere, om I kunne få et godt år sammen. Ved at sende os en beskrivelse af dig selv indvilliger du automatisk i, at vi lægger denne beskrivelse (uden dit efternavn, din adresse eller andre personlige oplysninger) på vores forældreintra, på Skoleforeningens facebookside, i vores medlemsavis osv. Og så håber vi, at der er en eller flere værtsfamilier som kontakter os. Det kan både være familier med og uden børn.

Vi glæder os til at høre fra dig! Har du spørgsmål? Kontakt os her: /kontakt/rejsekontoret