Kampen om Jylland

Fire museer går sammen om at formidle historien om krigen i 1864. Projektet åbner fra 6. februar 2014, og Nordea-fonden støtter med 2,34 mio. kr.

Jylland

Fregatten Jyllands officerer ved kanon nr. 5. maj 1864.

Historien om krigen i 1864

Danevirke Museum, Historiecenter Dybbøl Banke, Dansk Landbrugsmuseum samt Fregatten Jylland med tilsammen over 300.000 gæster vil til næste år takket være 8,2 millioner kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond, Nordea-fonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden gennemføre et storstilet projekt om krigen i 1864, som med moderne og interaktiv teknologi vil sætte fokus på krigen set fra slagmarkerne til lands, til søs og hjemme i de fader- og sønneløse familier – også syd for grænsen.

Projektet har titlen ”Kampen om Jylland 1864”. Det vil fortælle historien om krigen i 1864 og dens betydning for udviklingen af det 20. århundredes danmarkshistorie. Der er etableret en projektgruppe mellem de fire museer, som består af centerleder Bjørn Østergaard, Historiecenter Dybbøl Banke, museumsleder Nis Hardt, Danevirke Museum, museumsinspektør Bettina Buhl, Dansk Landbrugsmuseum og direktør Benno Blæsild, Fregatten Jylland.

Aktualisering af væsentlig begivenhed

Nordea-fonden støtter projektet med 2.340.000 kr. ”Projektet er et fint eksempel på, hvordan fire museer aktualiserer en væsentlig historisk og kulturpolitisk begivenhed med moderne og involverende formidling. Vi håber, at projektet vil inspirere mange til at gå opdagelse i et betydningsfuldt stykke danmarkshistorie og blive klogere på dansk historie, identitet og selvforståelse dengang og i dag,” siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremme gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Nordea-fonden har også støttet formidlingsprojekter ved Danmarks Borgcenter og Stevns Klint og en kommende dokumentarfilm om slaget ved Dybbøl.