Grænseoverskridende samarbejde om 1864

Dannevirke Museum i kommunen Dannevirke/ Dannewerk vest for Slesvig by præsenterer projektet ”Kampen om Jylland 1864”, et grænseoverskridende samarbejde med Fregatten Jylland, Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup og Historiecenter Dybbøl Banke.

Ved Dannevirke kommer projektet til udtryk i form af en GPS-baseret app, der tager brugeren med på tur langs Danevirkestillingen og fortæller om krigen 1864, som den udspandt sig i de første dage. Samme app kan bruges på Dybbøl Banke, hvor krigens næste fase formidles. Med app’en knyttes formidlingen til de historiske lokaliteter, og giver brugeren mulighed for at komme helt tæt på begivenhederne og møde krigens vigtigste personer. En af disse personer er den danske overgeneral de Meza, der traf den svære beslutning om at trække hæren tilbage til Dybbøl. Denne beslutning bliver brugerne også bedt om at træffe i spillet »Tilbagetrækningen fra Dannevirke«.

På en gåtur fra Rothenkrug til Skanse 16 og tilbage igen, vil brugeren møde en række personer, der fortæller om kampene og livet ved Dannevirke. Til sidst skal brugeren beslutte, om hæren skal blive stående eller ej. App’ens indhold er lavet af Dannevirke Museum og Historiecenter Dybbøl Banke, mens firmaet Combine har stået for det tekniske. Efter præsentationen af »Kampen om Jylland 1864« offentliggør Dannevirke Museum en ny udstilling om krigens første uge ved Dannevirke i kanonremisen ved siden af museet.