Katalog med svar på spørgsmål og vurderinger af forslag

Version: 22.1.2019

Ny prognose understreger udfordringer

Mindre underskud er godt – men årsagen bekræfter kun de strukturelle udfordringer

Fredag d.18.januar kunne vi lave en ny prognose, der er tættere på det endelige regnskab for 2018 end prognosen fra september – dog med forbehold for at der i selve regnskabsarbejdet med BDO altid viser sig nogle (primært tekniske) ændringer. Den nyeste prognose tyder på at underskuddet i Skoleforeningen for 2018 måske ”kun” bliver omkring to millioner euro. Det efterfølgende katalog er tilrettet efter denne melding.

Årsagen er i al sin enkelthed at nogle af de tyske bevilligende myndigheder i november/december kigger på, hvad de har af penge i kassen – og så deler de ud til trængende områder – altså områder, som de godt ved er underfinansieret i hverdagen, og hvor de måske skulle have uddelt mere i løbet af året. I 2018 løb der i december ca.800.000 € ekstra ind som tilskud til dagtilbud. Penge, som vi naturligvis er glade for, for vi har udgifter nok de kan dække – men som vi altså ikke kunne forudse kom, da vi forelagde prognosen i oktober.
Hele forbedringen af prognosen kan således henføres til dagtilbud.

Men prognosen viser også ekstra udgifter, der understreger nogle af vore udfordringer.
IT-området er i rivende udvikling, og pt er vi nødt til at købe nogle ydelser hos eksterne firmaer, som får udgifterne til at svulme op. Noget skyldes det store fokus på datasikkerhed og andet skyldes, at vi på flere områder ikke kan bruge færdige administrationsprogrammer fra Danmark eller Tyskland, men er nødt til at udvikle og tilpasse til vore særlige behov hele tiden. Og så er mange skoler godt i gang med digitalisering ud fra deres BLOK-tilskud – så området er virkelig i vækst, selvom vi endnu ikke er i gang med ”DigitalPakt”. Vi vil i nærmeste fremtid opslå nogle nye stillinger på IT-området. Hvis det lykkes at få dem besat, kan vi reducere udgifterne til eksterne programmører og konsulenter mindst tilsvarende. Der er altså også økonomisk fornuft i at udvide.

Vi glæder os naturligvis over udsigten til at resultatet ikke bliver helt så dårligt som forventet. Men når vi ser på årsagen, må vi desværre fastholde, at vi har store udfordringer på skoleområdet, hvor vore omkostninger løber fra indtægterne.

Om dette katalog:

  • I dette katalog har vi samlet svar på de spørgsmål og vurderinger af de forskellige forslag, der er kommet i forlængelse af det strukturudviklingskatalog, der blev udsendt i forbindelse med fællesrådsmødet den 25.10.2018. Ikke alt kan besvares direkte eller rent faktuelt – men vi har forsøgt at svare så objektivt som muligt.
  • Ud over dette katalog vil der komme et budgetforslag til det ordinære fællesrådsmøde i marts. I den forbindelse vil vi samle en række af de oplysninger, som også er blevet efterlyst: anlægsbudget, tal for alle institutioner m.m. P.t. kan vi kun arbejde med regnskabstal for 2017, da endelige tal for 2018 først forventes klar i slutningen af februar.

Styrelsen og direktionen
Januar 2019