Ramme- betingelser

Dansk Skoleforening for Sydslesvig er et statsligt anerkendt privat skolesystem, der varetager en offentlig opgave. Skoleforeningen modtager driftstilskud fra såvel Danmark som Tyskland.

 Bonn01

Et skolevæsen, der er spredt på mange små enheder og både tager hånd om børnene i mindretallet, fra de starter i vuggestue, til de går ud af gymnasiet, samt støtter unge og voksne i ønsket om at komme på højskole og deltage i aftenkurser, er afhængigt af økonomiske midler fra såvel Danmark som Tyskland.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig driver et privat skolesystem, der løser en offentlig opgave. Delstatsforfatningen forpligter Slesvig-Holsten til at sikre mindretallets børn og unge en dansk skolegang. Denne opgave varetages af Skoleforeningen.

En offentlig opgave

De danske uddannelsesinstitutioner i Sydslesvig fungerer således som offentlige skoler for det danske mindretal. Denne forståelse danner grundlag for kravet om ligestilling for eleverne i de danske skoler i forhold til de offentlige tilskud. Det er derfor centralt for Skoleforeningen at bevare ligestillingen på de områder, hvor den allerede er en realitet, og skabe den dér, hvor de danske daginstitutioner og skoler stadigvæk ikke får samme statslige finansiering som de offentlige tyske skoler i Slesvig-Holsten. En del af det arbejde, der udføres af vores centralforvaltning i Flensborg, består derfor i at sikre de økonomiske tilskud, der gør det muligt at drive en tidssvarende pædagogisk virksomhed, der kan dække de særlige behov, et mindretal har.

Tilskuddenes fordeling

Daginstitutions- og skolearbejdet finansieres af midler fra

  • den slesvig-holstenske delstat
  • amter og kommuner
  • den danske stat
  • forældrebidrag

Tilskuddene fra delstaten ydes overvejende som tilskud til skolernes driftsudgifter, mens amternes og kommunernes ydelser især gives til daginstitutionernes arbejde.

Med bred opbakning fra det danske Folketing har mindretallet fået økonomisk støtte fra Danmark siden genforeningen i 1920. For tiden udgør dette tilskud hovedparten af Skoleforeningens finansielle midler.